På KATEMPRIS kan man som volontør få lov til at blive en del af teamet på mange forskellige måder:
- Lærer-assistent, hvor du støtter læreren i undervisningen ved eksempelvis at hjælpe børnene med regning, læsning, skrivning
- Mere selvstændige lærer-aktiviteter indenfor sport, games/music, arts
- Helt selvstændig undervisning i IT (helt basale IT-kundskaber) og tysk (meget begynder niveau)
- Klub-aktiviteter for kost-skole-børnene om eftermiddagen og i weekenden
- Deltagelse i aften-undervisningen
- Undervisning af lærerne/ansatte i IT

Dette er blot nogle eksempler, men har du en ide til noget helt syvende, som du gerne vil bidrage med, så snak med volontør-koordinatoren på skolen om det.
I din første uge på KATEMPRIS får du tid til at snuse lidt til de forskellige fag og forskellige klassetrin. Herefter beslutter du sammen med volontør-koordinatoren, hvilke aktiviteter du gerne vil være med til, så du kan få dit helt personlige skema.
En af de måder, hvor du bidrager rigtig meget til KATEMPRIS er ved at være kulturel ambassadør. Ved din særlige måde at tale med børn og voksne eller måden at lege med børnene på, præger du stemningen og kulturen på KATEMPRIS.
I løbet af din tid som volontør får du også mulighed for at opleve andre skoler i området. Volontør-koordinatoren på KATEMPRIS vil lave aftaler med andre skoler, uddannelsesinstitutioner, det lokale hospital eller andet, som du kunne have interesse i at se nærmere på. Nogle volontører synger med i det lokale kirkekor eller spiller fodbold med andre unge i Kayanga.

Kun 70 km. syd for Kayanga ligger den relativt nye national park ”Burigi”. Nationalparken er endnu ikke overrendt af andre turister, så på en en-dags-safari kan du komme ret tæt på dyrene i deres naturlige fauna.
Bukoba, som er den største by i regionen, ligger ved Viktoria Søens bred. Her er der ud over et større marked og flere butikker mulighed for at komme på en lille vandretur til et vandfald. Hulemalerier findes der også i regionen, men det kræver lidt mere organisering end en spontan tur, hvis man vil derhen.